Derfor er en hund et godt familiemedlem

Det er en stor beslutning at anskaffe sig et kæledyr – og i særdeleshed en hund, fordi den kræver utrolig meget opmærksomhed i form af omsorg, gåture, fordring osv. På trods er anskaffelsen af en firbenet ven ofte en rigtig god beslutning, som virkelig styrker familiesammenholdet – og lærer børnene i familien nogle vigtige livslektioner.

Hvad siger økonomien?

Inden I anskaffer en hund, er der en række faktorer, som I skal tage stilling til. I skal først og fremmest finde ud af, om I har økonomi til at holde hund. Der skal f.eks. indkøbes en masse udstyr såsom madskåle, foder, hundesnor, hundekurv, mad osv.

Husk på, at en ansvarsforsikring til din hund er lovpligtig i Danmark. Den vedrører hovedsageligt de omkostninger, der end måtte være, hvis hunden skader et andet menneske, dyr, ting eller lignende. Herudover er det en rigtig god idé at anskaffe sig en hunde-sygeforsikring, så I ikke skal bekymre jer om omkostningerne i forbindelse med eventuel sygdom.

Hvis I skal på ferie, skal I enten tage hunden med eller få den passet. Begge dele kan gå hen og blive utrolig billigt – eller utrolig dyrt. Det kommer f.eks. ikke til at koste en krone, hvis I skal på bilferie og hunden kan være i bilen. Tværtimod bliver det rigtig dyrt, hvis I skal have den med på et fly. På samme vis er det ofte gratis at få sin hund passet ved et familiemedlem, hvorimod det er meget omkostningsfuldt at få den passet på en kennel.

Overvej beslutningen grundigt

Det er vigtigt, at anskaffelsen af en hund primært er forældrenes beslutning, da det i sidste ende er dem, der har det fulde ansvar for hundens ve og vel. En hund er en stor forpligtelse, og derfor kan man ikke “bare” anskaffe sig en og returnere den et par år senere. Tværtimod er det et langvarigt forhold, som først og fremmest kræver tid, omsorg og kærlighed.

Der findes et utal af hunderacer, og i den forbindelse er det vigtigt, at I som familie overvejer, hvilken slags hund, netop I har overskud til at passe. Nogle hunderacer kræver utrolig meget motion, hvorimod andre er bedre egnet som “hyggehunde”. Her er det passende at inddrage børnene og spørge dem ind til deres forventninger.

Gyldne livslektioner

De fleste kæledyr lever kortere tid end mennesker. Eksempelvis bliver mellemstore hunde 10-13 år, hvorimod små hunde lever i 15-16 år. Det er selvfølgelig forfærdeligt at skulle sige farvel til sit højt elskede kæledyr, når den tid kommer – men det er en god måde at forberede sine børn på døden og bevidne dem om, at mennesker også dør før eller siden.

Selvom forældrene har det ultimative ansvar for hunden, er det en god idé, at lade børnene være en del af hundens opdragelse. På den måde lærer de at have medansvar for et andet liv. Herudover vil en hund automatisk lære dine børn om storslåede og vigtige følelser såsom sammenhold, empati, kærlighed og tryghed. Med andre ord er anskaffelsen af en hund en omkostningsfuld, stor og virkelig god beslutning, hvis I som familie har en smule kærlighed og engagement i overskud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *