Undgå konflikter – skær ned på valgmulighederne

father-1633655_960_720

Før eller siden har du højest sandsynligt fået at vide, at det er en rigtig god idé at inddrage dine børn i store og små beslutninger, og det kan det også være  – men det kan bestemt også tage overhånd. Hvis du vil forsøge at styre dine børn udenom curling-livet er det bedst at sætte grænser fra starten og begrænse valgmulighederne gevaldigt.

To valgmuligheder er rigeligt

Der er ingen grund til at fremlægge alle valgmuligheder for dine børn. Tværtimod er det som forælder dit ansvar at skære unødvendigheder fra, så dine børn ikke bliver forvirrede – og ikke mindst forkælede. Det er især svært for de mindre børn på 2-4 år at træffe beslutninger på grundlag af mere end to valgmuligheder.

Eksempelvis er det let for lille Emma at tage en beslutning om, hvad hun gerne vil have på i børnehave, hvis hun kun bliver mødt med de to valgmuligheder bukser eller kjole. Omvendt bliver hele situation kompliceret væsentligt, hvis alle klæder i skabet er en reel mulighed – og børnehavealderen er en alt for ung alder at opleve reelle tøjkriser i. Hvis de to valgmuligheder resulterer i brok, gråd eller lignende er det vigtigt, at du som forælder står fast og ikke giver efter. På den måde opnår dit barn en bevidsthed om, at det ikke kan betale sig at skabe sig – samt at det i sidste ende er mor og far, der bestemmer.

Rutiner er guld værd

Du sætter måske ikke selv gevaldigt stor pris på rutiner, men det er der ingen tvivl om, at dit barn gør – rutiner skaber nemlig overskud, tryghed og færre konflikter i hverdagen for hele familien. Eksempelvis er faste sengetider en oplagt uskreven regel, som ikke er til diskussion. Det hænder selvfølgelig, at en eller flere uforudsete hændelser bryder rutinerne – men det er ikke noget problem, hvis bare de genoptages næste dag.

Vær direkte

Hvis du gerne vil have dit barn til at udføre en bestemt handling som f.eks. at gå i seng, tage med på tur eller tage tøj på, er der ingen grund til, at formulere et spørgsmål – det kan nemlig resultere i konflikter. Med andre ord er det ikke nødvendigt at lade dit barn tro, at han eller hun har et valg, hvis du har taget beslutningen på forhånd.

Prøv i stedet af være direkte på en pædagogisk måde. Eksempelvis er det helt okay at starte dagen med at sige: “I dag skal vi på tur” eller “vi skal have boller i karry til aftensmad” – og husk på, at positivitet smitter gevaldigt. Et opløftet toneleje og et smil på læben hjælper ofte børn til at acceptere beslutninger hurtige – og ofte uden at være bevidste om det.

Ind i mellem sker det, at der ikke er mulighed for at tage dit barn med på råd – og det skal der også være plads til. Måske er den røde jakke til vask, og derfor bliver Emma nødt til at have den blå på i dag – og der skal du endelig ikke begynde at forklare, medmindre Emma selv spørger. Nogle gange har Emma et valg, og nogle gange bestemmer mor eller far. Det skal både du og dit barn være bevidste om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *